Boltudskiftning på Den Ny Lillebæltsbro
20.11.2025
Ommen a/s udfører boltudskiftning på Den Ny Lillebæltsbro
Ommen a/s har i 2025 gennemført udskiftning og opspænding af bolte i kabelklemmerne på Den Ny Lillebæltsbro som led i den løbende vedligeholdelse af broens bærekabler.
Arbejdet har omfattet afmontering, udskiftning og opspænding af klembolte i kabelklemmerne op til 70 meters højde over vejbanen samt udskiftning af bolte i tovklemmerne mellem scepter og håndtov. Arbejdet er udført efter strenge krav til sikkerhed, dokumentation og kvalitet, herunder brug af hydraulisk spændeværktøj og efterfølgende kontrolmålinger med ultralyd.
Natten til i går blev den kabelvogn, der har været anvendt gennem hele sæsonen nedtaget, hvilket markerer afslutningen på årets arbejde.
Projektet er forløbet som planlagt og endda hurtigere end forventet blandt andet takket være en effektiv arbejdsproces og fleksible medarbejdere. Samtidig har vi gennemført udskiftning af klembolte i 8 klemmer flere end oprindeligt planlagt, hvilket betyder, at projektet nu ligger foran tidsplanen for de kommende etaper.
Vi ser frem til at genoptage arbejdet på broen igen i 2026, så snart vejrforholdene tillader det.